Sunday, January 08, 2006

Julen 2005

Isabel på besøg
Vi har haft besøg af Isabel i det meste af december måned. Det var dejligt igen at være sammen - alle 3 (eller 4 med vores lille hund Chelita). Kort tid inden Isabel's ankomst havde jeg været indlagt på hospitalet med dengue hemorragico - som sygdommen kaldes. Den overføres via myg - og kan være alvorlig - hvis man da ikke er en godt polstret og velnæret dansker med en god sygeforsikring - så man kan tage alle forholdsregler. Men lidt mat i sokkeholderne var jeg da - og var kommet godt bagud på arbejdet. Så jeg gik først rigtig på ferie fra d. 15. december. Men vi nåede da både at slappe af og tage rundt i det skønne land.

Når mor sådan ryger på hospitalet er det rart at have et godt
netværk, der træder til. Mine gamle venner Angela og sønnen Hugo overnattede på skift på hospitalet, til jeg var vel udskrevet igen. Som Hugo bagefter sagde, så var det da med bagtanke; de var jo nødt til at få mig på benene, da jeg skulle være vidne ved hans bryllup! Og Andreas fandt vist aldrig helt ud af, hvor slemt hans mor egentlig havde det. Heldigvis er han bare tryg ved Anabel, der passer hus, børn og hund, når mor ikke er hjemme.
På det tidspunkt denguen brød ud havde vi besøg af min gamle veninde og medlem af den berømte Duo Danés - som mange vil kunne huske fra danskerkredse i Nicaragua i 80'erne - Inge Fomsgaard. Vi fik desværre ikke gjort alt det vi havde planlagt, men nåede da at have nogle gode stunder, som både Andreas og jeg nød.

Juleaften holdt vi på østkysten i Laguna de Perlas - eller Pearl Lagoon. (Inden da havde vi holdt lille-lille juleaften i Managua - danset om vores plastik-juletræ, sunget julesange og pakket de fleste og tungeste gaver op). For nylig havde jeg en gammel ven på besøg - der tidligere har arbejdet i Bluefields. Han fik mig overbevist om, at det bare var et must at tage til Lagunen og indlogere sig på Svend's hotel - Casa Blanca. Svend er vel omkring de 70 år - og var tidligere ansat som Ibis kooperant i Laguna de Perlas. Han forelskede sig i Dell - en skøn sort kvinde fra en af de små landsbyer i lagunen - og sammen driver de nu det skønne hotel, hvor skandinaviske og andre udenlandske ambassadører gerne slår sig ned, når de besøger østkysten.

Jeg og ungerne var sammen med Erika - også kooperant fra MS - og Else - der de sidste mange år har været fast inventar i Nicaragua. De var med på at 'jule' - og det var Svend også. Så vi fik da lavet flæskesteg og brune kartofler - og pakket gaver op. Det holdt lidt hårdt at få Dell til at skrue ned for musikken da vi skulle til at spise - så vi kunne snakke bare lidt sammen. Men det blev en rigtig hyggelig aften. I øvrigt fandt vi aldrig ud af, om en lille julenisse havde gemt sig i Isabel's taske - for uanset om vi sov i Montelimar (et luksus badested), i Bluefields eller i Laguna de Perlas, så hang julesokken hver morgen frem til d. 24 december med en lille ting eller slik i.

Ellers var det jo lidt svært at holde julestemningen, når vi sådan tog motorbådene op gennem lagunen og besøgte mindre samfund som Orinoco og Taspapauni - hvor jeg selv har været - for 25 år siden!!! Det var rigtig nostalgi for Susanne. Vi var også ude på en af de små øer i Atlanterhavet - Cayos Perlas - hvor vi badede, snorkelde og fiskede. Vi fangede ikke så meget som forventet (mor Susanne fangede dog en flot fisk - men desværre fik Andreas ingen på krogen den dag) - men der var nok til at få et dejligt måltid - smukt anrettet på et palmeblad (hvilket ikke var planlagt - men miss Dell havde glemt bestik og tallerkner).






Desværre gik dagene alt for hurtigt - og Isabel rejste d. 29 december tilbage til Odder. Så desværre nåede hun ikke at være med til vores dejlige nytårsaften, vi holdt her på vores skønne terrasse i Managua - bl.a. sammen med vores gode venner fra Århus - Eva og Danilo og børn - Victor og Matias. Vi spiste, sang og dansede - og Andreas og jeg kom i seng ved 5 tiden om morgenen!!! Så vi kom da godt ind i det nye år - som jeg håber byder på meget godt - på trods af, at det er lidt svært at være uden Isabel - og omvendt - så savner hun også os - selvfølgelig.

Og så er der jo blevet skiftet ud i mine samarbejdspartnere - desværre; jeg var jo så glad for de to kvinder jeg arbejdede sammen med - hvilket var medvirkende til, at jeg forlængede min kontrakt med 1 år.

I morgen er det slut med min juleferie. Andreas og jeg tog lige et par dage i San Juan del Sur - hvor vi fik badet, hygget og spist fisk, rejer og hummer. Det var dog lidt ulækkert, da Andreas tog fiskens øjne og tunge ud - og satte dem til livs med stor velbehag. Han påstod, at de ikke smagte af noget særligt.

Som jeg allerede har underholdt en del af jer med, så er det ikke det nemmeste og mest opløftende at arbejde indenfor det nicaraguanske civilsamfund. Organisationerne er gennemsyret af interne magtrelationer, hierarkiske strukturer og partiinteresser, og det er svært at få et samarbejde etableret organisationerne imellem. Dette bliver desværre nok ikke nemmere i 2006, der jo er valgår. Til november skal nicaraguanerne igen til valg - og det må være svært at skulle gøre brug af sin valgret, hvis man hverken er til Daniel Ortega eller Arnoldo Alemán - for hvor skal man sætte sit kryds - og betyder det noget som helst at sætte sit kryds i et land, hvor magten er delt mellem 2 partier - både indenfor parlamentet og udenfor - bl.a. indenfor retssystemet.

Da jeg har lovet mig selv at forsøge at takle 2006 positivt- må jeg hellere stoppe nu. For det kan være svært at holde gejsten og de positive intentioner, når man er vidne til at en gruppe magt-mennesker for egen vindings skyld sælger ud af selv de mest grundlæggende etiske og moralske principper. Nicaraguanerne har selv valgt deres ledere - men her må jeg tage afstand for det gamle valgsprog: El pueblo no se equivoca - Folket tager ikke fejl! - for det er da i hvert fald i højeste grad tilfældet her.

Og så har Andreas tabt to tænder i overmunden - så han er endnu mere charmerende end han plejer at være. Se selv!

Vi ønsker jer et rigtig godt nytår.

Kærlige hilsner

Andreas og Susanne

4 Comments:

At 4:46 PM, Blogger lunas said...

This post has been removed by a blog administrator.

 
At 4:50 PM, Blogger lunas said...

Fedt med lidt nyhedder fra Nica og nogle dejlige billeder (vi vil gerne se flere;).
Et godt nytaar til jer ogsaa.

Lunas

 
At 4:58 PM, Blogger lunas said...

How, der kom vi da til at slette den foerste besked, men det er ellers ret nemt lige at skrive en besked til jer paa denne maade.
Den foerste besked var en hilsen til Isabel fra Lucas, Nuria og Lars i Guatemala.

 
At 4:01 AM, Blogger MartinJ said...

Hej Susanne,
jeg soegte på Isabels navn og fandt din blog. Ida og jeg har snakket om hvor mon Isabel fandtes idag?
Vi bor på samme adresse som foer i Glamsbjerg, send gerne et livstegn med
en evt. mailadresse til:
Martin Jern
Noerregade 61
DK-5620 Glamsbjerg

Hilsen
Martin

 

Post a Comment

<< Home