Susanita i Nicaragua

Jeg har lige snakket med Isabel - og hun er vel hjemme i Danmark igen. Det var vist godt, at vi intet havde hørt om planerne om terrorangreb inden vi tog afsted til lufthavnen - så vi nøjedes med at være irriterede over, at nu måtte man ikke engang have en flaske vand med op i flyet - og undre os over, at et ældre ægtepar, der skulle med et andet flyselskab, ikke havde andet med sig end en gennemsigtig plasticpose med nogle papirer og dokumenter - men ellers ikke så meget som en lille håndtaske. Først tilbage i huset finder jeg ud af, at det vist ikke var den mest heldige dag at rejse på - så jeg blev endnu mere glad for det ret så anselige beløb, jeg havde spenderet på at Isabel ville blive hjulpet igennem undervejs og fulgt fra det ene fly til det andet (hvilket hun synes havde været lidt for meget - især da hun blev udstyret med en skrig-orange pose, som hun SKULLE have om halsen). Nå men det vigtigste er, at Isabel er vel hjemme igen - efter at have været herovre hos os hele sommeren. Vi har nydt igen at være samlet - og det føles ret så tomt uden hende. Og som Andreas siger: Jeg savner Isabel - hvem skal jeg nu gå hen til, når du er sur! Og så savner han jo også sin fjernsyns-allierede. Der er blevet kværnet en del DVD'ere i denne ferie - efter min smag - men vi har da også set mange folk og været mange skønne steder - hvilket Isabel selv har skrevet lidt om:

Et gensyn, En afsked

8. Aug. 2006, Managua.

Til alle mine venner og bekendte.

Jeg har nu været i Nicaragua i 38 dage. Uden tvivl nogle at det korteste 38 dage i mit liv! Jeg var her en uge før min mor fik ferie. Den uge foregik lige efter mit hoved! Jeg lavede faktisk ikke andet end at slappe af, og så selvfølgelig at være sammen med Andreas. Han havde et par måneders drillerier at indhente, og jeg synes at han gjorde det ganske godt.

Da min mor endelig begyndte på sin hårdt tiltrængte ferie, begyndte tingene pludselig at tage fart. Vi lagde hårdt ud med en weekend fyldt med forskellige fester rundt omkring. Senere har vi været meget ved vandet, da jeg synes at det er noget af det smukkeste ved Nicaragua. Noget andet som også er meget smukt er bjergene. Dem har vi også haft mulighed for at nyde. Senest i den forgangne weekend, som vi har brugt i Chontales (hvor min far kommer fra) sammen med to af mine onkler og deres familier. Der var vi ude at samle kvæg ind på hesteryg. Det kunne godt blive en af Andreas’s helt store hobby’er. Det er dog knap så sjovt med en hård saddel og en genstridig hest. Senere formåede jeg at bytte hest med min mor, og så var jeg pludselig meget bedre til at ride.

Den 28, 29, 30 juli var vi i Wiwilí, en by i det nordlige Nicaragua, hvor mors daværende nicaraguanske kæreste, William, blev dræbt af de kontrarevolutionære styrker den 28 juli, 1986. De var fem som blev dræbt, to Nicaraguanere og tre internationalister. Den 28, hen på eftermiddagen, ankom vi til en by som hedder Matagalpa. Der mødtes vi med folk som havde kendt William eller nogle af de andre dræbte. Blandt andet faderen til en af internationalisterne.
Næste dag, den 29, tog vi til en lille landsby, La Dalia, tæt ved Matagalpa. Der var en større mindehøjtidelighed, mest af alt for to af de tre internationalister. Det var egentlig lidt langtrukkent, da min mor ikke rigtig havde kendt dem.

Den 30, fortsatte vi til Wiwilí. På vejen stoppede vi ved en mindeplade som var blevet sat op til ære for de fem mænd på tiårsdagen for deres død. Efter at have holdt lidt kørte vi videre, alle med en mere eller mindre hård klump i halsen (måske med undtagelse af Andreas, som sad med næsen klistret fast til sin gameboyskærm). Da vi ankom til Wiwilí, samledes vi i en rundkreds med omkring 40 mennesker, som havde kendt nogle af de døde. Det var en mindre mindehøjtidelighed end den i La Dalia, men meget mere følelsesladet. Alle skulle rejse sig efter tur og fortælle hvad de hed, og hvorfor de var der. Da Williams tante grædende talte (det var hun ikke ene om) var jeg helt bange for at jeg ville ende med hulkende at fortælle, at jeg overhovedet ikke har så meget som set nogen af de dræbte. Jeg klarede dog at holde tårerne tilbage, og det hjalp at mine ord blev efterfulgt af et lystigt nicaraguansk band som kalder sig Jinotecali. På den måde blev det både en trist og glad begivenhed, som faktisk (måske lidt uventet) blev en oplevelse jeg sent vil glemme.

Jeg har ikke så meget andet at sige end at jeg har haft 38 dejlige dage sammen med min fantastiske lille familie. Det er trist, meget trist, at skulle tage afsked med Nicaragua, mit andet fædreland, uden at vide hvornår jeg kommer tilbage, men jeg håber at der ikke går lang tid før jeg sætter mine ben på det amerikanske kontinent igen.

Det var alt for nu.
På gensyn alle sammen, jeg glæder mig meget til at se jer igen.
Kærlig hilsen Isabel