Susanita i Nicaragua

Sidste sommer i Nicaragua - i denne omgang!!!

2006-08-10T12:45:00.001-07:00

Dejligt at være sammen igen

Jeg har lige snakket med Isabel - og hun er vel hjemme i Danmark igen. Det var vist godt, at vi intet havde hørt om planerne om terrorangreb inden vi tog afsted til lufthavnen - så vi nøjedes med at være irriterede over, at nu måtte man ikke engang have en flaske vand med op i flyet - og undre os over, at et ældre ægtepar, der skulle med et andet flyselskab, ikke havde andet med sig end en gennemsigtig plasticpose med nogle papirer og dokumenter - men ellers ikke så meget som en lille håndtaske. Først tilbage i huset finder jeg ud af, at det vist ikke var den mest heldige dag at rejse på - så jeg blev endnu mere glad for det ret så anselige beløb, jeg havde spenderet på at Isabel ville blive hjulpet igennem undervejs og fulgt fra det ene fly til det andet (hvilket hun synes havde været lidt for meget - især da hun blev udstyret med en skrig-orange pose, som hun SKULLE have om halsen). Nå men det vigtigste er, at Isabel er vel hjemme igen - efter at have været herovre hos os hele sommeren. Vi har nydt igen at være samlet - og det føles ret så tomt uden hende. Og som Andreas siger: Jeg savner Isabel - hvem skal jeg nu gå hen til, når du er sur! Og så savner han jo også sin fjernsyns-allierede. Der er blevet kværnet en del DVD'ere i denne ferie - efter min smag - men vi har da også set mange folk og været mange skønne steder - hvilket Isabel selv har skrevet lidt om:

Et gensyn, En afsked

8. Aug. 2006, Managua.

Til alle mine venner og bekendte.

Jeg har nu været i Nicaragua i 38 dage. Uden tvivl nogle at det korteste 38 dage i mit liv! Jeg var her en uge før min mor fik ferie. Den uge foregik lige efter mit hoved! Jeg lavede faktisk ikke andet end at slappe af, og så selvfølgelig at være sammen med Andreas. Han havde et par måneders drillerier at indhente, og jeg synes at han gjorde det ganske godt.

Da min mor endelig begyndte på sin hårdt tiltrængte ferie, begyndte tingene pludselig at tage fart. Vi lagde hårdt ud med en weekend fyldt med forskellige fester rundt omkring. Senere har vi været meget ved vandet, da jeg synes at det er noget af det smukkeste ved Nicaragua. Noget andet som også er meget smukt er bjergene. Dem har vi også haft mulighed for at nyde. Senest i den forgangne weekend, som vi har brugt i Chontales (hvor min far kommer fra) sammen med to af mine onkler og deres familier. Der var vi ude at samle kvæg ind på hesteryg. Det kunne godt blive en af Andreas’s helt store hobby’er. Det er dog knap så sjovt med en hård saddel og en genstridig hest. Senere formåede jeg at bytte hest med min mor, og så var jeg pludselig meget bedre til at ride.

Den 28, 29, 30 juli var vi i Wiwilí, en by i det nordlige Nicaragua, hvor mors daværende nicaraguanske kæreste, William, blev dræbt af de kontrarevolutionære styrker den 28 juli, 1986. De var fem som blev dræbt, to Nicaraguanere og tre internationalister. Den 28, hen på eftermiddagen, ankom vi til en by som hedder Matagalpa. Der mødtes vi med folk som havde kendt William eller nogle af de andre dræbte. Blandt andet faderen til en af internationalisterne.
Næste dag, den 29, tog vi til en lille landsby, La Dalia, tæt ved Matagalpa. Der var en større mindehøjtidelighed, mest af alt for to af de tre internationalister. Det var egentlig lidt langtrukkent, da min mor ikke rigtig havde kendt dem.

Den 30, fortsatte vi til Wiwilí. På vejen stoppede vi ved en mindeplade som var blevet sat op til ære for de fem mænd på tiårsdagen for deres død. Efter at have holdt lidt kørte vi videre, alle med en mere eller mindre hård klump i halsen (måske med undtagelse af Andreas, som sad med næsen klistret fast til sin gameboyskærm). Da vi ankom til Wiwilí, samledes vi i en rundkreds med omkring 40 mennesker, som havde kendt nogle af de døde. Det var en mindre mindehøjtidelighed end den i La Dalia, men meget mere følelsesladet. Alle skulle rejse sig efter tur og fortælle hvad de hed, og hvorfor de var der. Da Williams tante grædende talte (det var hun ikke ene om) var jeg helt bange for at jeg ville ende med hulkende at fortælle, at jeg overhovedet ikke har så meget som set nogen af de dræbte. Jeg klarede dog at holde tårerne tilbage, og det hjalp at mine ord blev efterfulgt af et lystigt nicaraguansk band som kalder sig Jinotecali. På den måde blev det både en trist og glad begivenhed, som faktisk (måske lidt uventet) blev en oplevelse jeg sent vil glemme.

Jeg har ikke så meget andet at sige end at jeg har haft 38 dejlige dage sammen med min fantastiske lille familie. Det er trist, meget trist, at skulle tage afsked med Nicaragua, mit andet fædreland, uden at vide hvornår jeg kommer tilbage, men jeg håber at der ikke går lang tid før jeg sætter mine ben på det amerikanske kontinent igen.

Det var alt for nu.
På gensyn alle sammen, jeg glæder mig meget til at se jer igen.
Kærlig hilsen Isabel

Så er det vist på tide med et par nyheder igen

2006-05-21T10:04:00.000-07:00

Tiden flyver afsted
Så gik der lige et par måneder til, og igen er der alt for meget at fortælle. Men for lige at opdatere lidt på vores hverdag - så går jeg jo på arbejde og er hjemme sådan mellem 5 og 6 om aftenen. Heldigvis har præsidenten for at spare energi egenrådigt indført 'sommertid' igen. Han er da ligeglad med de faglige beregninger der viser, at man så at sige intet sparer - og nicaerne er totalt forvirrede - nogle mener endda, at deres børn kan tage psykisk skade - og hver gang man skal aftale noget må man lige sikre sig om det er ny tid eller gammel tid. Nå, men jeg er glad for det betyder, at det stadig er lyst, når jeg kommer hjem - og det er skønt. (For dem der ikke ved det, så bliver det herovre mørkt hver dag ved 6 tiden - og nu altså ved 7 tiden).
Jeg nyder at være i vores hus - der er dejligt køligt (efter nicaraguanske forhold) og med en skøn udsigt - som I måske kan ane på billedet, der er taget fra haven. I det fjerne troner Momotombo vulkanen. Det eneste problem med vores hus er, at der er hele 3 mango træer - og jeg desværre ikke spiser mango. De kunne da godt have sat bare et enkelt advokadotræ i stedet. Nå men jeg må tage til takke med cocos, limoner og forhåbentlig snart bananer.
Andreas har jo travlt på den svenske skole - knokler for øjeblikket vildt med matematik - og går til fodbold 2 gange om ugen. Han er godt klar over, at han vil være hægtet helt af i Svogerslev, hvis ikke han kan sparke ordentlig til en bold når han kommer hjem. Så forrige week-end var vi ude og købe fodboldstøvler; han var så stolt og glad, at det var ligefør han beholdt dem på, da han skulle i seng. Og så er mor her begyndt at spille tennis - een gang om ugen. Det er skønt at bevæge sig lidt igen, selvom jeg nu ikke synes der falder noget særligt af de mange ekstra kilo, jeg har fået taget på i de tre år herovre. (Så ved I det - ingen kommentarer, når jeg kommer hjem). Andreas når også ind imellem at spille tennis - og så svømmer han og kammeraterne så meget, at det er et under, at de ikke allerede er gået i opløsning.
Så vores dagligdag adskiller sig jo nok ikke så meget fra jeres derhjemme - bortset fra at temparaturen jo sjældent kommer under de 20 grader og vi jo her kan svømme hele året.

'Oprørsdage i Nicaragua'
Som I måske kan huske så er det titlen på den bog fra 1930, som jeg har skrevet om tidligere. Men det kunne ligeså godt være titlen på en artikel om Nicaragua idag - især Managua. Igen i sidste uge var der flere dage, hvor det var svært at bevæge sig rundt i Managua på grund af regulære gadekampe mellem især de studerende og politiet på grund af stigende og i øvrigt ulovlige buspriser. Så den ene dag hang jeg fast i flere timer på grund af afspærringer - og det i en by, der i forvejen er et totalt trafikkaos, de sidste måneder forværret af afspærring af en af de mest centrale rundkørsler på grund af vejbyggeri. Den anden dag var jeg så heldig at bevæge mig hjem umiddelbart efter urolighederne, som tydeligt havde været voldsomme taget de mange sten og stadig brændende dæk i betragtning, der lå spredt udover vejbanen i betragtning. Et enkelt sted var der bygget barrikade af 'somoza-sten' på tværs af kørebanen - men nogen havde været så venlig at sørge for en åbning i den ene side, så jeg kunne liste hjem. Brændte biler og brændte busser er for øjeblikket en fast del af gadebilledet. Den udbrændte bus på billedet stod ikke langt fra hvor vi bor - og røg stadig da jeg som den gode informationsmedarbejder jeg er, smuttede hjem efter mit kamera og fik taget et par billeder.

Men tilbage til bogen 'Oprørsdage i Nicaragua'. Først lige en korrektion; som Nanna gør opmærksom på under 'comments', så var Majken Borring lægestuderende. Men ellers er der sket en del siden sidst (læs længere nede fra februar måned). Jeg fik samlet en del af den danske læge, H.P. Mølgaards familie her i huset. Så en søndag eftermiddag lavede Frede et interview vía computeren med H.P. Mølgaard's kone, o 2 af hans 3 børn. Og derefter kan det nok være, at tingene er rullet. Frede har nu fået kontakt med flere familiemedlemmer og venner til H.P. Mølgaard, og fået adgang til breve og dokumenter, der fortæller ikke så lidt om Mølgaards liv. Fra at være den af bogens hovedpersoner, som Frede havde mindst oplysninger om - så er det nu ham, han ved mest om. Det ser ud til, at Frede's reserch i forbindelse med den bog han vil skrive har den sidegevinst, at der måske bliver skabt kontakt mellem familien Mølgaard i Danmark og familienMølgaard i Nicaragua. Der bliver arbejdet på at få bogen oversat til spansk, så de nicaraguanske familiemedlemmer, både til den danske læge og den nicaraguanske læge, der optræder i bogen, kan nyde godt af Maiken Borrings erindringer.
Og så er Frede's artikel om hans første researc-besøg i Nicaragua kommet i Ugeskrift for Læger - så klik ind på linket http://www.ugeskriftet.dk/portal/page?_pageid=33,15626945&_dad=portal&_schema=PORTAL

Så er valgkampen igang
Den 6. november i år skal der være valg i Nicaragua. Jeg ville nødig være den, der skulle forsøge at få rettet Nicaragua ind på et fornuftigt spor igen, både politisk og økonomisk. Men her er der ikke mindre end 4 centrale politiske grupperinger, der er parate til at tage udfordringen op. Det kan blive lidt spændende, da intet er givet på forhånd - hvilket er noget nyt i et land, hvor sandinisterne, ledet af Daniel Ortega, og de liberale, ledet af Aleman, i flere år har delt magten imellem sig. Der er nu 2 sandinist grupperinger og 2 liberale - som alle står forholdsvis stærkt. Splittelsen hos de liberale - som primært bunder i et for eller imod Aleman - kan betyde sejr til sandinisterne. Dette 'skræk-scenarie' har den amerikanske ambassadør ihærdigt og forgæves forsøgt at undgå ved fuldstændigt åbent at blande og udtale sig på en måde, som af de fleste - både til højre og venstre - er blevet anset for ikke bare på kanten af diplomatisk pli - men langt ud over kanten.

Men valgkampen er i fuld gang. Overalt er der valgplakater og medierne er fyldt med sidste nyt om alliancer og splittelser. Desværre er de gode, gamle sort-rød tider forbi. Man skal kigge godt efter i alt det pink, lilla og gule for at finde de gamle sandinist farver. Ja, ofte skal man kigge godt efter for at se, om det drejer sig om en reklame for et eller andet produkt, vi absolut ikke kan undvære, eller en valgplakat. Bedøm selv på nedenstående billeder. Der mangler bare et billede af Sandinos hat i reklamen for den tropiske drik....

Ak ja, jeg må jo indrømme, at jeg savner de rød-sorte faner. Og nu ikke for at føre mig frem - men da det jo er min egen web-log, så kan jeg vel nok tillade mig at gøre reklame for et interview med mig i forbindelse med 25 året for den sandinistiske revolution. Klik på følgende link til MS's hjemmeside: http://www.ms.dk/sw30622.asp

Uden for det politiske landskab - så er Nicaragua et skønt land
Som sædvanlig var i Rio San Juan i påsken - i det sydlige Nicaragua, der grænser op til Costa Rica. Hvert år forsværger jeg ellers, at jeg vil køre turen fra Managua og til San Carlos igen. Det er en vej, der hiver tænder ud - og man skal være glad, hvis alle de indre organer sidder som de skal, når man når frem. Men alt andet lige, så er et år jo lang tid - og det er altid rart at have bilen, især når vi også skal til San Miguelito og besøge William's familie. Men vi startede med at stille bilen i San Carlos og tage en båd op ad floden til et skønt, lille sted, der hedder Sabalos Lodge. Små bambushytter helt ned til floden - og så ellers bare natur og atter natur. Vi fik os en ordenlig ridetur - hvor vi blev overraskede af et pludseligt regnskyl - så vi bare blev våde helt ind til skindet.

Og så var vi nogle dage i den lille, glemte by, der ligger lige ud til Nicaragua søen - San Miguelito. Der er gang i den i påsken, men ellers er der ikke meget liv i byen. Mange mænd og kvinder er taget til Costa Rica for at arbejde. Vi bor altid hos Williams tante, tía Eudilia, som lever af at lave mad til de få mennesker, der forvilder sig til byen og ikke har slægtninge, de kan spise hos. Det er både godt og trist at være på besøg i San Miguelito, for jeg kommer altid til at mindes William, som ligger begravet på den lokale kirkegård. Men solnedgangen i San Miguelito er bare smuk. Andreas hygger sig, når vi er på besøg. Han falder hurtigt til, og er nu så god til spansk, at han snakker både med børn og voksne. Og hvad gør man, når Andreas pludselig kommer ind med en hundehvalp i armen og siger: "Se mor, hvad jeg har fået". Og det var ligesom om det prellede af, både på ham og de andre i familien, da jeg forsøgte at sige, at det kunne vi altså bare ikke - vi havde jo allerede en hund - og vi kun kunne have een hund med til Danmark osv. Please, mor - jeg ved godt jeg kommer til at græde, når vi skal rejse fra den - men det er min - jeg har fået den. Så nu er vores familie altså blevet forøget med en lille fræk hundehvalp, vi kalder Manchitas.

Og sidste week-end var vi på hesteryg igen, denne gang i omkring 4 timer. Vi var på besøg hos noget af Isabel's familie i las Palmas lidt uden for Juigalpa. Mærkeligt nok var jeg kun en smule øm i ballerne dagen efter - og det var uden tvivl fordi jeg red på en fantastisk hest. Den gjorde bare, havd jeg bad den om - det har jeg aldrig prøvet før. Og det var nu godt nok, for af og til skulle vi op og ned af nogle ret så stejle skrænter. Og Andreas, ja han sad på sin hest, som om han aldrig havde bestilt andet.

I la Piedra, hvor jeg var med til at bygge skole i 1982, er der ikke sket det helt store. Den familie jeg boede hos, klarer sig, men heller ikke mere. Mor Chica er bare blevet gammel at se på. Hun har været en del syg, hvilket er en af grundene til, at 2 af hendes 3 sønner, der arbejdede i Costa Rica, er kommet tilbage og nu arbejder sammen med faren. Jeg har ikke helt styr på, hvor mange der i alt bor hos familien - men der er et hav af børn og børnebørn. Andreas nyder at være på landet, knokler rundt efter dyrene og spiller bold. Jer fra min gamle brigade, der læser dette skal lige vide, at vores gamle ven Bodego er død. Han blev næsten 80 år, men var frisk til det sidste. Jeg plejede altid at stoppe op ved hans familie, når jeg kom til landsbyen - og fik en god snak med den gamle, stædige herre. Men nu er han der ikke mere.

Bryllup
Og så har vi været til kirkebryllup i Leon. Nu er han da blevet godt gift - den kære Hugo - først civilt, hvor jeg var vidne - og nu i kirken - så må det da holde. Det var nu en lidt underlig fornemmelse - for jeg har jo kendt Hugo fra han var 5 år - og godt nok er han jo ikke min søn - men alligevel. Efter vielsen var der mad og dans - og desværre landede brudebuketten ikke hos mig - så jeg får nok ikke brug for nogen vidner.... Jeg kigger nu stadig efter prinsen på den hvide hest - men sidst jeg så en sådan - var det Andreas, der var rytteren.

Og til sidst
Endelig i går blev jeg helt lettet; Andreas's fortænder er ved at vokse frem. Nu har jeg kigget på min tandløse søn i snart et halvt år, så jeg var ved at bllive helt nervøs - for såååå chamerende synes jeg nu heller ikke det er. Men ellers er han nu ikke til at stå for - især ikke når han stiller op i sit stiveste fastelavnsskrud - hvad siger I?

Og så er I jo stadig velkomne til at komme med kommentarer til hvad som helst - det er der ikke mange, der har benyttet sig af. Men tak til jer der har. Det er nu dejligt at få lidt respons på det man skriver.

Nu er det jo ved at være sidste udkald, hvis I skulle gå med en indestængt lyst til at besøge os her i Nicaragua. Men vi klager ikke. Vi har haft masser af besøg, og vi har et til gode - nemlig Isabel, der kommer på besøg til sommer - det glæder vi os til. Vi savner hende både til daglig og også når vi tager rundt i landet.

Kærlige hilsner

Andreas og Susanne

Det er ikke til at se det - hvis ... 49 år!!!

2006-02-05T10:45:00.000-08:00

Endnu en fødselsdag i Sandino's fædreland
I år blev det ikke til stor fest, som jeg ellers plejer når jeg fylder år. Og det er ikke fordi, jeg ikke vil være ved, at nu nærmer de magiske 50 år sig. Men ganske enkelt fordi vi lige har holdt nytårsfest - og d. 26 januar lå lige mellem to rejser, henholdsvis til Guatemala og Honduras. Så jeg havde meddelt Andreas, at i år blev der ikke fest - men han holdt dog fast i, at han i hvert fald ville invitere hans gode ven Alexander!

Men helt stille kom det da ikke til at gå af. For i løbet af dagen var der flere, der meddelte, at de da i hvert fald lige ville kigge forbi; så efter arbejde drønede jeg hjem - ringede og inviterede endnu et par venner, smuttede ned i Super Portas, fik købt nogle æsker øl og lidt chips. Og det endte med, at den improviserede fødselsdag blev rigtig hyggelig med omkring 20 gæster - voksne og børn.

Aftenen bød endda på en særlig overraskelse. Lige ved lukketid finder vi ud af, at en af gæsterne, som kom sammen med en af mine veninder, var en læge ved navn Hans Peter Mølgård!!! Men ikke nok med, at han har danske rødder - det ser ud til, at han er ikke mindre end søn til den danske læge, der sammen med en dansk sygeplejeske - Majken Borring - fulgte Sandino's tropper i 20'erne. Den danske sygeplejeske har nedfældet sine oplevelser i bogen "Oprørsdage i Nicaragua" fra 1930, et klenodie for ethvert ordentligt komité-medlem og andet nica-godtfolk i 80'erne. Hele historien bliver ikke mindre god af, at jeg for nylig havde besøg af en gammel ven og journalist - Frede Jakobsen - der er igang med at lave research på, hvad der siden skete med lægerne og med Majken Borring selv. Så vidt jeg kan forstå på Frede, så skulle der inden længe komme en artikel i ugeskrift for læger - men som I vel kan forstå, så må den jo følges op af en anden artikel med de nye oplysninger, der evt. må dukke op ved hjælp af den nulevende nicaraguanske læge med det klingende danske navn: Hans Peter Mølgård - selvom han i daglige tale kalder sig Juan Pedro.
En lille krølle på historien er, at det viser sig, at den nicaraguanske læge Alvarado, der beskrives i bogen er onkel til den nuværende nicaraguanske ambassadør i Danmark. Så hvis der er nogen af jer, der efter at have læst disse linier har tænkt, at den bog MÅ I da bare have fat i, så er jeg bange for, at marskandiserne allerede er støvsuget godt og grundigt for alle eksemplarer af bogen og sendt til ambassadørens familie i Nicaragua. Heldigvis fik jeg selv en 'ny' udgave af min gamle veninde Jytte Frandsen - der mærkelig nok er sygeplejeske og har arbejdet i Nicaragua.

Nå men tilbage til fødselsdagen. Tak til alle jer, der sendte mig en kærlig hilsen - det varmer dejligt (selv i Nicaragua hvor man jo synes det er koldt, når graderne kryber helt ned til omkring de 20). Og så er alle tilgivet - både jer der havde glemt den vigtige dato - og jer der huskede den, men ikke lige fik sendt en hilsen. Men mine kære børn havde selvfølgelig ikke glemt dagen. Isabel ringede fra Danmark og Andreas havde flere dage i forvejen færdiggjort min gave, som han stolt overrakte mig ved morgenbordet; en stor grøn frø lavet ud af papir. Og moren var da ikke mindre stolt og rørt over den fine gave; ingen tvivl om at han i kreativitet slægter sin søster på; se på billedet og bedøm selv.

Guatemala - endelig!
De sidste 2 år har vi haft planer om at tage en tur til Guatemala for at besøge Nuria og Lars - et kooperantpar der bor og arbejder i en lille skøn by omkring 3 timers kørsel fra hovedstaden, Guatemala City. Endelig lykkedes det. I forbindelse med at Susanne skulle deltage i et MS møde i det skønne maya-land tog Andreas fri fra skole og mor en ekstra fri-dag og endelig fik vi realiseret den gamle plan. De eneste to minusser der var ved den lille miniferie var, at Isabel ikke var med - og at der ikke er børnetariffer med flyene inter-mellemamerika.

Og Andreas opførte sig eksemplarisk de 2 dage jeg sad til møde. Den første dag foregik heldigvis ude i det fri på et kooperativ. Efter mange års kamp havde de indianske bønder endelig fået skøde på jorden. Mens MS kooperanter fra syd og nord, representanter fra de lokale organisationer MS samarbejder med i Mellemamerika og ansatte på MS's kontorer i henholdsvis Nicaragua, Guatemala, El Salvador og Honduras reflekterede over den politiske situation, især i Guatemala, og MS's arbejde i de forskellige lande, hyggede Andreas sig med at samle et bjerg af snylteplanter fra de træer, der stod på området. Han var meget opsat på i det mindste at få nogle af dem med til Nicaragua - men 'desværre' glemte han det, da vi sent på aftenen tog tilbage til hotellet i Guatemala City. Bortset fra at det var hammer-koldt - så var det en dejlig fornemmelse at holde mødet ude blandt de folk vi arbejder sammen med - på deres vilkår, og ikke sidde i et fint airconditioneret lokale, som ellers ofte er rammen om møder og fora om - ja ikke mindre end - fattigdomsreduktionsstrategier.

Efter mødet kørte vi så op til Nuria og Lars's skønne hus i San Cristóbal, Alta Verapaz. Når vi sad ude på balkonen om morgen og kiggede ud over søen og bjergene - ja - så skulle jeg da anstrenge mig for at se fordelene ved at bo i en storby som Managua. Men de er der da heldigvis også - og det hjælper da på det positive indtryk at vi, som I ved, i juli måned sidste år flyttede til vores nye dejlige hus.

Men Lars og Nuria bor ikke alene - ikke mere; de har adopteret en dejlig lille dreng - Lukas - som kan få enhvert hjerte til at smelte. Og så er der de to kæmpe hunde - Memo og Olsen - som Andreas blev så gode venner med, at han græd over savnet da vi var tilbage i Managua. Udover hyggelige stunder, gode snakke og for Andreas og Lars's vedkommende op til flere spil skak, så stod den på ture til et fantastisk flot vandfald, hvor vi tog en rigtig kold dukkert, besøg på det lokale marked og en tur rundt i den ungdomslejr, hvor Nuria arbejder. Vi fik endda overværet et fantastisk naturfænomen, som desværre ikke rigtig kunne foreviges med det ellers tekniske vidunder - digitalkameraet. Lige ved skumringstid blev himelen fyldt med tusinder og atter tusinder af svaler, der i grupper og i pludselige ryk, som en tornado, i rasende fart fløj mod jorden og forsvandt for vores blikke. Desværre kunne vi ikke se de træer, svalerne havde udset sig som overnatningssted - det må ellers være et fantastisk syn.

...... afsted igen - denne gang til Honduras
Allerede mandag d. 30 januar måtte Susanne på farten igen - denne gang til Honduras; og da det alene drejede sig om møder og besøg i forbindelse med ALPE netværket, hvor jeg blandt andet arbejder - ja så blev Susanne enig om!!! at Andreas hellere måtte blive hjemme. Jeg var sammen med min nye samarbejdspartner - Ruth - og et andet medlem af den centralamerikanske koordinationskomite. De var gode at rejse og arbejde med - og vi var helt enige om, at livet er for kort til ikke at indlægge et par alternative punkter på dagsordenen; så den ene aften tog vi ud til nogle skønne varme bade - aguas termales - og flød rundt i flere timer. Bagefter var det som om man havde fået en ny krop; stress og mimoser var tydeligt blevet fortyndet i det varme vand. Vi var enige om, at det burde være obligatorisk med et månedligt bad i sådanne varme kilder - både for sjæl og legeme. Det skulle selvfølgelig helst være i arbejdstiden - men det er nok lidt svært, da det ideelle tidspunkt er om aftenen, ja hen mod midnat. Lige den aften ville jeg gerne have haft Andreas med; han ville have nydt det - ligesom han ville have nydt vores hurtige besøg den sidste dag til Copan ruinerne, hvor jeg selv har været for 25 år siden.

I det nordvestlige Honduras, Santa Rosa de Copan, Lempira og Ocotepeque, udvekslede vi erfaringer med lokale grupper, der sammen med lokalbefolkningen har udarbejdet lokale udviklingsplaner og lokale strategier for fattigdomsreduktion. De arbejder nu hårdt på at disse lokale forslag bliver inddraget i de nationale planer og strategier. Det interessante er i øvrigt, at Honduras - og ikke mindst det område vi var i - har været kendt for at være passiv og apatisk og meget splittet sammenlignet med Guatemala, El Salvador og ikke mindst Nicaragua!!! I dag er de spydspidsen i Honduras hvad angår folkelig deltagelse i udviklingen. Dette opstod i forbindelse med at et udenlandsk selskab, uden lokalbefolkningens vidende, havde fået koncessioner på en sølv- og guldmine, der ligger i området. Befolkningen vågnede først til dåd, da de store gravemaskiner begyndte at vælte ind. Så fik man organiseret sig, bl.a. ved hjælp af en af vores samarbejdsorganisationer (ASONOG), og ved fælles hjælp, og et par gode gamle udenomsparlamentariske metoder, så som at blokere den panamerikanske highway, fik man stoppet projektet. Så er det man kommer til at tænke på, at der heldigvis stadig er noget i det gamle refræn: El pueblo unido, jamás será vencido!
Jeg kom så tilbage til Nicaragua i fredags d. 3 februar - og er da ikke i tvivl om, at min søn har savnet sin mor; men ellers så han nu ikke ud til at have lidt overlast - og jeg tror det er i orden for ham, at mor tager afsted, når hun kommer tilbage med chokolade!, og vores uundværlige Anabel bliver og overnatter. Hun kan jo overtales til et og hvert - for sådan plejer mor....

Nu vil jeg slutte. Jeg håber I nyder disse linier - og er meget velkomne til at komme med kommentarer og dele dem med andre. I skal bare klikke på Comments. Det ville være sjovt og hyggeligt. Og hvad siger I så; vi er dårligt nået ind i det nye år - og det er anden gang jeg opdatere hjemmesiden!

Og lige til sidst synes jeg I skal nyde en af de tegninger
Andreas har lavet på computeren.

Kærlige hilsner
Andreas og Susanne

Julen 2005

2006-01-08T09:28:00.000-08:00

Isabel på besøg
Vi har haft besøg af Isabel i det meste af december måned. Det var dejligt igen at være sammen - alle 3 (eller 4 med vores lille hund Chelita). Kort tid inden Isabel's ankomst havde jeg været indlagt på hospitalet med dengue hemorragico - som sygdommen kaldes. Den overføres via myg - og kan være alvorlig - hvis man da ikke er en godt polstret og velnæret dansker med en god sygeforsikring - så man kan tage alle forholdsregler. Men lidt mat i sokkeholderne var jeg da - og var kommet godt bagud på arbejdet. Så jeg gik først rigtig på ferie fra d. 15. december. Men vi nåede da både at slappe af og tage rundt i det skønne land.

Når mor sådan ryger på hospitalet er det rart at have et godt
netværk, der træder til. Mine gamle venner Angela og sønnen Hugo overnattede på skift på hospitalet, til jeg var vel udskrevet igen. Som Hugo bagefter sagde, så var det da med bagtanke; de var jo nødt til at få mig på benene, da jeg skulle være vidne ved hans bryllup! Og Andreas fandt vist aldrig helt ud af, hvor slemt hans mor egentlig havde det. Heldigvis er han bare tryg ved Anabel, der passer hus, børn og hund, når mor ikke er hjemme.
På det tidspunkt denguen brød ud havde vi besøg af min gamle veninde og medlem af den berømte Duo Danés - som mange vil kunne huske fra danskerkredse i Nicaragua i 80'erne - Inge Fomsgaard. Vi fik desværre ikke gjort alt det vi havde planlagt, men nåede da at have nogle gode stunder, som både Andreas og jeg nød.

Juleaften holdt vi på østkysten i Laguna de Perlas - eller Pearl Lagoon. (Inden da havde vi holdt lille-lille juleaften i Managua - danset om vores plastik-juletræ, sunget julesange og pakket de fleste og tungeste gaver op). For nylig havde jeg en gammel ven på besøg - der tidligere har arbejdet i Bluefields. Han fik mig overbevist om, at det bare var et must at tage til Lagunen og indlogere sig på Svend's hotel - Casa Blanca. Svend er vel omkring de 70 år - og var tidligere ansat som Ibis kooperant i Laguna de Perlas. Han forelskede sig i Dell - en skøn sort kvinde fra en af de små landsbyer i lagunen - og sammen driver de nu det skønne hotel, hvor skandinaviske og andre udenlandske ambassadører gerne slår sig ned, når de besøger østkysten.

Jeg og ungerne var sammen med Erika - også kooperant fra MS - og Else - der de sidste mange år har været fast inventar i Nicaragua. De var med på at 'jule' - og det var Svend også. Så vi fik da lavet flæskesteg og brune kartofler - og pakket gaver op. Det holdt lidt hårdt at få Dell til at skrue ned for musikken da vi skulle til at spise - så vi kunne snakke bare lidt sammen. Men det blev en rigtig hyggelig aften. I øvrigt fandt vi aldrig ud af, om en lille julenisse havde gemt sig i Isabel's taske - for uanset om vi sov i Montelimar (et luksus badested), i Bluefields eller i Laguna de Perlas, så hang julesokken hver morgen frem til d. 24 december med en lille ting eller slik i.

Ellers var det jo lidt svært at holde julestemningen, når vi sådan tog motorbådene op gennem lagunen og besøgte mindre samfund som Orinoco og Taspapauni - hvor jeg selv har været - for 25 år siden!!! Det var rigtig nostalgi for Susanne. Vi var også ude på en af de små øer i Atlanterhavet - Cayos Perlas - hvor vi badede, snorkelde og fiskede. Vi fangede ikke så meget som forventet (mor Susanne fangede dog en flot fisk - men desværre fik Andreas ingen på krogen den dag) - men der var nok til at få et dejligt måltid - smukt anrettet på et palmeblad (hvilket ikke var planlagt - men miss Dell havde glemt bestik og tallerkner).

Desværre gik dagene alt for hurtigt - og Isabel rejste d. 29 december tilbage til Odder. Så desværre nåede hun ikke at være med til vores dejlige nytårsaften, vi holdt her på vores skønne terrasse i Managua - bl.a. sammen med vores gode venner fra Århus - Eva og Danilo og børn - Victor og Matias. Vi spiste, sang og dansede - og Andreas og jeg kom i seng ved 5 tiden om morgenen!!! Så vi kom da godt ind i det nye år - som jeg håber byder på meget godt - på trods af, at det er lidt svært at være uden Isabel - og omvendt - så savner hun også os - selvfølgelig.

Og så er der jo blevet skiftet ud i mine samarbejdspartnere - desværre; jeg var jo så glad for de to kvinder jeg arbejdede sammen med - hvilket var medvirkende til, at jeg forlængede min kontrakt med 1 år.

I morgen er det slut med min juleferie. Andreas og jeg tog lige et par dage i San Juan del Sur - hvor vi fik badet, hygget og spist fisk, rejer og hummer. Det var dog lidt ulækkert, da Andreas tog fiskens øjne og tunge ud - og satte dem til livs med stor velbehag. Han påstod, at de ikke smagte af noget særligt.

Som jeg allerede har underholdt en del af jer med, så er det ikke det nemmeste og mest opløftende at arbejde indenfor det nicaraguanske civilsamfund. Organisationerne er gennemsyret af interne magtrelationer, hierarkiske strukturer og partiinteresser, og det er svært at få et samarbejde etableret organisationerne imellem. Dette bliver desværre nok ikke nemmere i 2006, der jo er valgår. Til november skal nicaraguanerne igen til valg - og det må være svært at skulle gøre brug af sin valgret, hvis man hverken er til Daniel Ortega eller Arnoldo Alemán - for hvor skal man sætte sit kryds - og betyder det noget som helst at sætte sit kryds i et land, hvor magten er delt mellem 2 partier - både indenfor parlamentet og udenfor - bl.a. indenfor retssystemet.

Da jeg har lovet mig selv at forsøge at takle 2006 positivt- må jeg hellere stoppe nu. For det kan være svært at holde gejsten og de positive intentioner, når man er vidne til at en gruppe magt-mennesker for egen vindings skyld sælger ud af selv de mest grundlæggende etiske og moralske principper. Nicaraguanerne har selv valgt deres ledere - men her må jeg tage afstand for det gamle valgsprog: El pueblo no se equivoca - Folket tager ikke fejl! - for det er da i hvert fald i højeste grad tilfældet her.

Og så har Andreas tabt to tænder i overmunden - så han er endnu mere charmerende end han plejer at være. Se selv!

Vi ønsker jer et rigtig godt nytår.

Kærlige hilsner

Andreas og Susanne

Nyt fra Susanne og Andreas

2006-01-07T19:30:00.000-08:00

Så prøver jeg noget nyt.
Først lige en forklaring på min web-titel: http:ideay.blogspot.com. Jeg forsøgte med alt i nærheden af susanne, susanita, lysholm, managua og nicaragua - men alt optaget. Så derfor valgte jeg 'ideay' - et meget brugt nicaraguansk udtryk.
For jer der ikke kan spansk, så betyder "ideay" - sådan noget i retning af 'og hva' så - hva' sker der' - så det passer jo meget godt for sådan en hjemmeside med nyt om livet for Susanne og Andreas i Nicaragua. Desværre er Isabel ikke sammen med os - hun synes alligevel at ungdomslivet i Danmark er sjovere - og det kan jeg nu godt forstå. Så hun nyder livet i storbyen Odder hos sin far og hans familie.

Nå men dette var bare en lille prøve. Bare rolig. Jeg ved, at der nu er nogen der sidder og tænker, at nu tror hun nok hun slipper for at svare på vores private mails - men det er altså ikke hensigten. Så almindelige mail er selvfølgelig stadig vigtige - da denne hjemmeside jo ikke erstatter de personlige relationer vi har til familie og venner.

Men jeg håber I har lyst til at bidrage til at denne side bliver god - ja måske interessant og lidt sjov. Giv bare linket videre til folk I ved måtte være interesseret i at følge lidt med i hvordan vi har det her i Sandinos gamle, slidte og politisk udpinte fædreland, og som jeg ikke lige har fået på maillisten.

Kærlige hilsner
Susanne